I dag vil hele landet blive svøbt i lyserødt i kampen mod brystkræft. Over 160 byer og et stort antal frivillige bakker op om brystkræftsagen og er med til at samle penge ind til en god sag.

De fleste af os kender en, som er ramt af kræft, og mange af os kender en, som har været ramt af brystkræft. Hvert år bliver næsten 5000 kvinder ramt af brystkræft, og omkring 1200 af de kvinder dør af sygdommen. Det er triste tal.
Der er brug for, at vi løfter kræftområdet. Selv om kræftbehandlingen er forbedret, og overlevelsen er stigende, er vi på en række områder ikke lige så dygtige som vores nabolande. Venstre har foreslået en Kræftplan IV, som skal løfte kræftområdet. I Danmark er der markante regionale forskelle på, hvor mange kræftpatienter der behandles til tiden.
Lad mig komme med et eksempel: I Region Nordjylland opereres kun syv ud af 10 brystkræftpatienter til tiden, hvor det i Region Syddanmark sker i ni ud af 10 tilfælde. Det skal vi gøre bedre, så det ikke er postnummeret, der bestemmer, hvornår og hvilken behandling man får. Uanset om man bor i Hirtshals, Haarby eller Helsingør, har man ret til den samme behandling.
Samtidig oplever for mange kræftpatienter usammenhængende behandlingsforløb. Derfor har Venstre foreslået patientansvarlige læger, som skal bidrage til at sikre den enkelte patient kontinuitet og tryghed i behandlingsforløbet. Venstre har altid prioriteret danskernes sundhed højt både før og efter valget og det vil vi fortsat gøre. God vind til alle frivillige, som i dag kæmper mod kræft.
Bragt i Fyns amts Avis, Fyens Stiftstidende, Nordjyske, Fredericia Dagblad, Horsens Folkeblad og Vejle Amts Folkeblad