Regeringens sundhedsreform sikrer danske patienter mere nærhed og bedre sammenhæng. Derfor har det været noget overraskende, at flere lokale fynske socialdemokrater turnerer rundt og skaber usikkerhed om de fynske sygehuse.

Lad mig slå fast en gang for alle, at med sundhedsreformen lukkes der ikke sygehuse. Hverken i Nyborg, Svendborg, Middelfart eller andre steder i Danmark ønsker vi at lukke sygehuse. Tværtimod. Venstre vil bygge ovenpå, udvide og styrke det danske sundhedsvæsen.

På Fyn har vi nogle steder store udfordringer med lang responstid på en ambulance. Derfor ønsker vi at styrke akutberedskabet, og det gør vi med sundhedsreformen. Vi har flere steder på Fyn alvorlige udfordringer med lægedækning. Derfor ønsker vi i Venstre at uddanne flere læger, og det gør vi med sundhedsreformen, når 32 nye introduktionsstillinger kan opslås på Fyn.

Alt for mange patienter oplever, at sygeplejerskerne på vores lokale sygehuse løber alt for hurtigt. Vi har brug for flere varme hænder, og det får vi med sundhedsreformen. Vi ønsker, at der på University College Lillebælt skal uddannes mere en 300 nye sygeplejersker, som kan løse opgaver på både hospitaler, i almen praksis eller i hjemmeplejen.

Uanset hvad socialdemokraterne måtte mene om sundhedsreformen, så er reformen ikke afvikling, men udvikling.

Socialdemokraterne har foreslået, at tvangsudstationere nyuddannede læger og bygge 10-12 såkaldte “nærhedshospitaler”, hvor man i bedste doktor Hansen stil skal kunne lave for eksempel knæoperationer. Men det er fuldstændig urealistisk at gå bort fra modellen med højt specialiserede sygehuse. Da man forsøgte sig med den model på Sydfyn, kunne man ikke rekruttere læger, ligesom patienterne valgte OUH frem for det lille lokale sygehus.

Hvad, socialdemokraterne også glemmer, er, at hverken Lægeforeningen eller andre politiske partier har bakket op om de urealistiske idéer. At tvangsudstationere unge læger hører ikke til i et moderne dansk samfund.

I Venstre vælger vi den vej, hvor hver enkelt selv kan være herre i eget liv og bestemme både job og bopæl.