Fredag 5. juni fejrer vi Grundlovens 166-års fødselsdag og 100-året for kvinders valgret. Et demokratisk gennembrud, der skal fejres.

Ofte hører vi debatter om, hvorvidt der er reel ligestilling mellem mænd og kvinder. Jeg mener, at kvinder har alle muligheder for at tage del i de demokratiske processer. At mænd er overrepræsenterede i Folketinget og kommunalbestyrelser hænger sandsynligvis sammen med den form, som demokratiet virker under. Mange aftenmøder væk fra børnene og angsten for at blive hængt ud i pressen, taler ikke til kvinder.

Man må spørge sig selv, om vores iver for ligebehandling ikke har taget overhånd, når Ligestillingsnævnet behandler sager om forskellige priser på dame– og herreklip og gratis adgang for kvinder i swingerklubber. Der er vigtigere ting at drøfte i det danske demokrati.

Lad os hellere bruge kræfter på at fortælle de gode historier om, hvorfor det er relevant at være politisk aktiv. Vi folkevalgte kvinder har en særlig forpligtigelse til at være gode rollemodeller, så flere kvinder bliver opmærksomme på, at det giver mening at præge udviklingen i f.eks. skoler og daginstitutioner. Herfra skal lyde en ærlig og velment opfordring til at tage del i det danske demokrati – vi har brug for alle gode kræfter.

God Grundlovsdag.