I dag fejrer vi vores Grundlov. Det er 165 år er det siden, at Kong Frederik den 7. gav magten tilbage til danskerne. Med Grundloven fik vi ytringsfrihed, foreningsfrihed, undervisningsfrihed og religionsfrihed. Grundloven er vores fælles grundlag for lige muligheder og lige rettigheder. Det er værdier, som vi vægter højt i Venstre. Det undrer mig, at regeringen igen og igen vælger at øge uligheden blandt danskerne. Eksemplerne er utallige. Under VK-regeringen indførte Venstre f.eks. behandlingsgaranti for alle danskere – uanset pengepung. Den mulighed har mere end 400.000 danske benyttet sig af og er af den vej kommet hurtigt i behandling og tilbage til at aktivt fritids-, familie- og arbejdsliv. Ingen bliver raske af at stå på venteliste, og Venstre er på patienternes side. Den røde regering har valgt at rulle behandlingsgarantien tilbage, så nu er det kun de rigeste danskere med råd til en privat sundhedsforsikring, der kan være sikre på hurtigt behandling. De seneste år har den røde regering valgt at hæve brugerbetalingen i sundhedsvæsenet med 2 mia. Det er mange penge bl.a. for alle de unge mennesker, som nu skal betale mere for en tandrensning eller for de pensionister, som nu ikke længere kan få tilskud til deres håndkøbsmedicin.

Venstre er på danskernes side. Vi ønsker ikke, at det skal blive dyrere at være dansker eller langsommeligt at blive behandlet, hvis man er syg. Venstre ønsker et Danmark, hvor mennesket sættes før systemet. God Grundlovsdag.