By- og Boligminister Carsten Hansen proklamerede umiddelbart efter sin tiltræden, at ordet ghetto ”vil blive slettet af regeringens vokabularium.” Det vil sige: ”Ikke flere “ghettolister”, ikke flere “ghettostrategier”, ikke mere “ghetto”.” De sidste dages ballade i Vollsmose har endnu engang sat ghettoer på landkortet og understreget, at der er behov for en stor indsats. Mens regeringen lægger ansigtet i alvorlige folder og taler om, at gerningsmændene skal overveje at rejse hjem og kontanthjælpen skal suspenderes, så vidner regeringens politik om, at problemet ikke tages seriøst og åbenlyst forstærker ghettoproblemerne.

Det er blevet mere attraktivt at være på offentlig forsørgelse, sværere at udvise kriminelle og lettere at blive familiesammenført. Valgkampens løfter fra S og SF om bl.a. 200 ekstra ghettobetjente, hårdere straffe for vold eller udgangsforbud efter kl. 22 for ”problembørn” under 13 år, er ikke indfriet. Det er til gengæld en hel række lempelser, som direkte skader indsatsen i forhold til ghettoerne.

Presset på Danmarks grænser er i øjeblikket det højeste i årevis. Siden den røde regering kom til magten er der åbnet fem nye, midlertidige asylcentre og foretaget udvidelser på syv allerede eksisterende asylcentre. Et af de nye asylcentre med plads til 200 asylansøgere ligger såmænd i Vollsmose. Har det løst nogen problemer og ført os tættere på en holdbar løsning?

Nej, for regeringens udgangspunkt er, at der ikke findes ghettoer i Danmark. En pointe som understreges af, at regeringen ikke med finanslovsforslaget har præsenteret nye redskaber eller afsat nye midler til at håndtere de fortsat betydelige udfordringer, som landets ghettoer / udsatte boligområder står overfor. Men problemerne går ikke væk, fordi man ikke taler om dem. Ind i mellem bliver man nødt til at kalde en skovl for en skovl – og så forholde sig til virkeligheden – også selvom der ikke altid findes nemme løsninger.

Af:  MF  Jane Heitmann (V). Medlem af Folketingets By- og Boligudvalg.