Svar til Alfred Hansen i FS den 9.12.2015 ”Fire parallelaftaler – og ikke kun to”

Folkeafstemningen er afsluttet, og resultatet blev et ’nej’ til en tilvalgsordning for Danmark til Europol og 22 retsakter. Folkeafstemningen afslutter en valgkamp, der har budt på spændende debatter og mange diskussioner omkring EU og Danmark. Nogle gange må man sande, at der kan snige sig en fortalelse ind. Som Alfred Hansen påpeger i sit indlæg, er det fuldstændig korrekt, at Danmark har fået parallelaftaler på fire ud af seks ansøgninger. Jeg beklager, at jeg i ”kampens hede” i debat på TV2Fyn fik byttet rundt på tallene – jeg skulle naturligvis have sagt, at Danmark har fået afvist ansøgninger til parallelaftaler to gange ud af seks.
Pointen er dog den samme – det bliver langt fra en ”walk in the park” at få en parallelaftale med hjem fra EU. Jeg respekterer selvfølgelig danskernes valg, og nu handler det om at finde den bedste løsning for Danmark, så vi kan finde en vej til at blive i Europol og sammen med andre europæiske lande bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet.

 

Bragt i Fyens Stiftstidende 12.12.15