Venstre har en plan for Danmark -det har Socialdemokraterne ikke.

Regeringen har fremlagt en helhedsplan for et stærkere Danmark, der betyder, at Danmark bliver 65 milliarder kroner rigere i 2025. Med regeringens helhedsplan bliver der plads til både velfærd, tryghed og skattelettelser for hårdtarbejdende danskere.

Med helhedsplanen bliver der 22 milliarder ekstra til investeringer i velfærd i 2025.

Det er til gavn for vores børn, de ældre og de syge.

Med skattelettelser til både de danskere, der har de laveste lønindkomster og de danskere, der tjener mere, skaber vi mulighed for vækst. Hver gang vi bruger en krone på at lette skatten i toppen, bruger vi tre kroner på at lette skatten i bunden.

Ligesom mange fynboer drømmer jeg om et nyt tredje spor på E20. Helhedsplanen skaber et økonomisk råderum på 27 milliarder til at investere i f. eks. infrastruktur.

Men uden plan -ingen penge til infrastruktur.

Helhedsplanen har været diskuteret og kritiseret. Men det er for nemt at stå på sidelinjen og kritisere uden at have et bud på en sammenhængende økonomisk plan.

Ingen andre partier har et bud på, hvordan vi håndterer Danmarks økonomiske udfordringer. Det er særligt bemærkelsesværdigt, at Socialdemokraterne, der drømmer om ministerbiler, ikke har skyggen af en økonomisk plan for Danmark. Det eneste, Socialdemokraterne siger, er, at de er imod det, regeringen har fremlagt.

Konsekvensen er, at Socialdemokraterne ingen penge har til bedre velfærd, ny infrastruktur eller til at skabe tryghed for dig og mig. Det er i sandhed fattigt, at Danmarks største parti putter sig og ikke vil fremlægge en økonomisk plan, og derfor ikke har penge til hverken mere velfærd, tryghed eller et bedre samfund for dine og mine børn.

Bragt i Fyens Stiftstidende m.fl. d. 26. september 2016.