Flere læger til Fyn

//Flere læger til Fyn

Det har været en vigtig prioritet for mig at sikre midler til sundhedshuse på Fyn. Derfor er jeg umådeligt glad for, at Odense nu får tildelt tre millioner kroner via finansloven til et nyt lægehus, og Nyborg får 16 millioner kroner til et helt nyt sundhedshus.

Som sundhedsordfører valgt på Fyn er jeg optaget af fynboernes sundhed. Skal vi skabe bedre sammenhæng og mere nærhed i sundhedstilbuddene på Fyn, går en af vejene gennem nye topmoderne sundhedshuse. De nye sundheds- og lægehuse sikrer, at flere fynske patienter nu får mere behandling helt tæt på. Det giver tryghed blandt andet for vores ældre medicinske patienter, at der er gode behandlingsmuligheder tæt på, hvor man bor.

Vi har på Fyn store udfordringer med lægedækning i blandt andet Nyborg, Faaborg, Assens og Odense. Nu er de første vigtige skridt mod bedre lægedækning taget. Men vi skal have alle med – og det kan vi. Med regeringsforslag til en ny sundhedsreform afsætter vi fire milliarder kroner til nye sundhedshuse.

Jeg kæmper for fuld lægedækning på Fyn, fordi både ældre og børnefamilier udfordres, når man skal køre langt på landevejen for en simpel kontrol, en blodprøve eller en vaccination. Jeg er mor til tre børn, og jeg ved, hvad det betyder i en travl hverdag at have en læge tæt på. Men sundhedshuse og mursten gør det jo ikke alene. Der skal også være dygtige læger og sygeplejersker til at behandle fynske patienter. Derfor har vi helt konkret foreslået at oprette 32 nye lægestillinger i de fynske lægepraksisser og uddanne mere end 300 nye sygeplejersker på Lillebælt University College. Det er og bliver en prioritet for mig og Venstre at sikre tryghed om behandling – også lokalt på Fyn.

By |2019-05-28T13:40:51+00:00maj 12th, 2019|Andre indlæg|Kommentarer lukket til Flere læger til Fyn