Fyn på Christiansborg

Jeg er fynbo i mit hjerte. Fyn har været omdrejningspunktet og udgangspunktet for mig hele mit voksenliv. Mine tre børn er alle vokset op på Fyn, og ø-livet, naturen og de fynske alper er en del af mit DNA.

I mit daglige arbejde på Christiansborg er ét af mine vigtigste mål altid, at tænke de fynske dagsordner ind. Uanset i hvilket udvalg jeg arbejder, har jeg fokus på Fyn.

Billige færgetakster til øerne, udflytning af statslige arbejdspladser, lempelse af planloven og bedre infrastruktur er nogle af de fynske fokusområder, jeg har arbejdet målrettet med.

Det er ingen hemmelighed, at vi på Fyn, særligt i og omkring Vollsmose, har store udfordringer med bander og integrationsrelaterede problemstillinger. Jeg er utrolig glad for, at vi med bandepakken sætter hårdt mod hårdt og sender klare og tydelige signaler til miljøet om, at vi hverken kan eller vil acceptere parallelsamfund.

Uanset hvor man bor på Fyn, skal man trygt kunne vokse op og tage på arbejde hver dag.