I aftes var det 70 år siden, beskeden kom: ” I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig”.
Tyskland havde kapituleret, og glade danskere strømmede ud på gader og stræder for at brænde krigens sorte mørklægningsgardiner.
Foråret kom i sandhed til Danmark.
De seneste to år har jeg bevæget mig i krigens fodspor og besøgt D-dagens strande i Normandiet, Arlington-kirkegården i Washington, Berlin-muren, KZ-lejren Dachau og Sankt Jørgens Kirke på Tåsinge, hvor to engelske flyvere, som blev skudt i 1944, er begravet.
Besøgene har på hver deres måde givet stof til eftertanke om historiens betydning for mig.
Og hvorfor det er vigtigt at lære af historien fra Anden Verdenskrig.
Jeg er vokset op i den lille fiskerby Hornbæk. At næsten 2500 jøder i oktober 1943 blev sejlet i sikkerhed i Sverige fra de danske kyster er en vigtig del af byens identitet.
Jeg tænker ofte på, hvad der fik modige danskere til at rejse sig mod besættelsesmagten.
Den israelske forsker Leni Yahil giver os svaret på, hvad der ligger dybt i danskernes dna, når han skriver: ” Det danske folks særlige karakter med dets moralske niveau og kærlighed til frihed og demokrati.” Min farfars bror tog del i modstandsbevægelsen, og min far var – ligesom jeg -medlem af et politisk parti.
Gennem hele min opvækst har netop kærligheden til demokrati og de danske værdier spillet en stor rolle.
Da jeg besøgte D-dagens strande og museerne i Normandiet, græd jeg ved tanken om de mange soldater, der ligesom de danske soldater i dag, kæmpede en kamp langt fra deres hjemstavns strande for de værdier, som vi værner om den dag i dag.
Som politiker er det aldrig nemt at beslutte at sende danske soldater i krig. Hvert år, når jeg deltager i fejringen af de danske udsendte, tænker jeg på, hvor dybt taknemmelige vi bør være for, at der også i dag er danske soldater, som stiller op for os og for Danmark.
Hvor ville vi være, hvis der ikke nu og dengang var modige mænd og kvinder, som sikrede de danske værdier med alt, hvad det indebærer? Hvorfor historien er så vigtig at fortælle, stod klart for mig, da min 16-årige datter efter et sprogskoleophold i Leipzig i sommer undrede sig over, hvorfor den tyske værtsfamilie ikke talte engelsk.
Det var først, da vi sammen fik kronologien omkring Anden Verdenskrig, Berlin-muren og den østtyske isolation på plads, at hun forstod krigens vidtrækkende konsekvenser og udbrød: ” Ah, NU forstår jeg, hvorfor familien aldrig har været ude og rejse, og hvorfor de taler russisk”.
Eksemplet er måske banalt, men viser, at nutidens unge skal kunne finde nutidige svar i historien på, hvorfor verden kan synes markant anderledes blot få hundrede kilometer herfra.
Lad os ønske hinanden glædelig 5. maj og huske, at historien former både os og de kommende generationer.
Vi må ikke glemme historien, for også i Danmark er vi en del af en vigtig fælles europæisk historie -på godt og ondt.