Lige meget hvordan man vender og drejer det, så er det en gave, at Tour de France kommer til Danmark. At Fyn kommer til at spille en helt central rolle, det er ikke bare en gave – det er en kæmpe gave.
Tour de France er en af verdens største sportsbegivenheder, og jeg er umådelig stolt af, at Venstres statsminister, Lars Løkke Rasmussen, har spillet en central rolle for at få tingene til at lykkes. Der er selvfølgelig mange andre gode folk, som har kæmpet målrettet og fokuseret på at overbevise løbsarrangørerne om, at Danmark er det helt rigtige sted at skyde løbet i gang. Tak til Jer alle for indsatsen. Uanset hvilken ”kasket” jeg tager på: Erhverv, turisme, transport eller sundhed – ja, så vil Tour’en kunne bidrage positivt. Jeg glæder mig i den grad til at vise Danmark frem for hele verden. De mange smukke og dejlige overnatningssteder på Fyn, natur, arkitektur, historie og meget mere.

Danskerne er cykelglade folk. Selv har jeg cyklet til Paris to gange med Team Rynkeby, og jeg har på alle måde følt mig velkommen på min racer på de franske veje og i byernes by, Paris. Lad os sammen byde hele verden ”hjerteligt velkommen”, når Tour’en i 2021 ruller over Storebælt og direkte ind til historiske Nyborg, som nu igen får en unik chance for at føje et kapitel til lokalhistorien. God Tour når 3,5 milliarder seere fra 190 lande tuner ind på start i de Københavnske gader.