Forleden faldt jeg tilfældigt over en lille badge med teksten ” Kvinder er den halve verden”. Det er et gammelt Mao-Tse-tung citat, som bl. a. kvindebevægelsen i 1970’erne brugte flittigt i kampen for ligestilling mellem kønnene. Lad det være sagt med det samme. Selvom jeg hverken sværger til Mao, rødstrømper eller lilla ble og i bund og grund mener, at tiden på mange områder er løbet fra kønnenes kamp, så er der et gran af universal sandhed i citatet. Kvinder udgør alt andet lige netop den halve verden -sådan i runde tal.

Alligevel er kvinder i en lang række sammenhænge truet på livet og på deres eksistens. Ikke i Danmark, hvor vi i et moderne samfund i høj grad kan vælge til og fra. Vi kvinder kan vælge at tage opvasken eller lade den stå, ligesom vi kan vælge at lade os forsøge eller klare os selv.

Det moderne Danmark sætter ingen grænser for fri og lige adgang til uddannelse, valgret eller job. Alt i alt er det et privilegium at vokse op som kvinde i Danmark.

Det betyder ikke, at ingen kvinder i Danmark ikke oplever at blive udfordret på kvindekønnet.

Mon ikke vi alle kender historier om tvangsægteskaber blandt etniske minoriteter eller frigjorte, uafhængige og stærke karrierekvinder, som igen og igen bliver udfordret af, at mange stadigvæk tænker traditionelt og vælger et liv, hvor far tjener det meste til husstanden og slår græs søndag eftermiddag, mens mor går på deltid og klarer både børnene og det huslige – og det er rigtig fint. Vi lever i et frit land, hvor det står den enkelte frit for at vælge livsstil og norm.

Anderledes står det til ude i den store verden. Der er nationer, hvor kvinder stenes til døde, hvor kvinder ikke må køre bil, og hvor kvinder skal være tildækkede, når de går uden for hoveddøren.

Der er også nationer, hvor borgerkrig raser og gør kvinder (og børn) til den mest udsatte gruppe. Verden har set eksempler på, at kønsbaseret vold og voldtægt systematiseres for at destabilisere hele samfund.

Forrige år besøgte jeg Rumænien for at blive klogere på, hvad det er for piger, som handles af skruppelløse menneskehandlere, og ender som prostituerede i storbyer som f. eks.

København og Odense. Jeg har mødt mødre til piger i farezonen for “trafficing”, og -hånden på hjertet – så er en mors bekymringer universelle.

Sorgen og smerten over at miste et barn kender ikke til kulturelle eller økonomiske skel.

I efteråret besøgte jeg, midt under ebolas rasen i Afrika, FN i New York. Herfra lød meldingen enstemmigt, at især kvinder og børn lider under epidemier. Skolerne bliver lukket, og det betyder, at børnene havner i “ingenmandsland” på gader og stræder, og kvinderne får ofte skylden for alle ulykker, hvilket gør dem særligt sårbare uden sikkerhed og tryghed.

Hvis du på denne dag – kvindernes internationale kampdag – virkelig vil gøre en forskel, så støt op om FN’s internationale arbejde, som adresserer ulighed globalt. Lad os sammen slå et slag for, at kvinder i den store verden får adgang til uddannelse, bliver økonomisk uafhængige og får muligheden for at vælge til og fra – præcis som du og jeg. For husk på, ” kvinder er den halve verden”.

Lad os sammen slå et slag for, at kvinder i den store verden får adgang til uddannelse, bliver økonomisk uafhængige og får muligheden for at vælge til og fra – præcis som du og jeg.