Om få dage skal vi for anden gang i år til stemmeurnerne. Til forskel fra sidste gang er valgmulighederne markant færre – men krydset lige så betydeligt. Jeg har de seneste uger deltaget i en række debatter og bliver ofte spurgt, hvad det helt konkret betyder for os på Fyn, hvis vi stemmer ’JA’, og mange spørger, hvad en tilvalgsordning betyder.
Med et ’JA’ får vi en eksklusiv tilvalgsordning, som kun Irland og England har i EU. Helt bogstaveligt ligger der i ordet ’tilvalgsordning’ en mulighed for at tilvælge de retsakter, som giver mest mening for os danskere. Et bredt flertal i Folketinget har på forhånd – ud af en lang række – valgt 22 retsakter ud, som giver mening for Danmark. Med et ’JA’, kan Danmark forblive i Europol, og vi kan deltage i en række samarbejder, som forbedrer danske virksomheders konkurrencevilkår.
Tiden, hvor kriminalitet foregik uden for landets grænser, er forbi. Menneskesmugling, narkokriminalitet, børneporno, biltyverier, indbrud i private hjem og økonomisk kriminalitet rykker tættere på. I 2012 vurderede man, at hvert tredje indbrud på Fyn blev begået af en udenlandsk kriminel med bopæl i et andet land – og tendensen er stigende. Det kræver et effektivt internationalt politisamarbejde, som Danmark i dag er en del af i Europol, der fungerer som et samlingspunkt for informationer, og som kan bidrage til at opklare kriminalitet. Vi bruger flittigt søgemulighederne i Europols database. Dansk politi søger oplysninger ca. 200 gange om dagen i Europols database og er dermed Europas flittigste bruger.
Europol er for dansk politi et effektivt redskab til at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet. Tidligere på året blev en estisk kvinde dømt skyldig i at drive bordeller med menneskehandlede piger. Et af bordellerne blev lokaliseret på Fyn, og senere er det kommet frem, at samarbejdet mellem Sydøstjyllands Politi og estisk politi var en af årsagerne til sagens opklaring. Center Mod Menneskehandel har kendskab til, at der i perioden 2011- 2014 har været 17 personer udsat for menneskehandel på Fyn. Og det er blot toppen af isbjerget. Det er for mig skræmmende, at den slags også er hverdag for nogen blandt os på Fyn.
I sidste uge lykkedes det EU’s parter at blive enige om en ny aftale i Europol. Et nyt antiterrorcenter bliver oprettet, hvor man bl.a. vil overvåge dem, der rejser frem og tilbage til f.eks. Syrien. Det bliver en ny og utrolig vigtig indsats, som Danmark oven på de forfærdelige hændelser i Paris bør være en del af.
Vi skal kunne føle os trygge på Fyn og vide, at politiet har alle ressourcer og muligheder for at fange kriminelle på tværs af grænserne – særligt når det går ud over mindreårige. I Europol har man en særlig afdeling, som har fokus på kriminalitet på internettet og på bekæmpelse af børneporno.
I 2014 bidrog Europol til at optrevle et kriminelt netværk, hvor pædofile via nettet bestilte overgreb på børn, som blev filmet. Sagen førte til, at 23 personer blev arresteret over hele verden. Blandt andet en 48-årig dansker, som nu står anklaget ved byretten i Randers. Med et ’NEJ’, mister det danske politi det internationale netværk, der netop optrævlede et stort pædofilt-netværk.
Tilvalgsordningen giver også bedre vilkår for danske virksomheder og lønmodtagere. I fredags besøgte jeg Svend Frederiksens Maskinfabrik i Ringe og HK i Svendborg. Tilvalgsordningen vil helt konkret sikre bedre muligheder for både virksomheder og borgere for at få deres penge, hvis de bliver klemt af udenlandske virksomheder. Det er værd at bakke op om.
Hvis du stadig er i tvivl efter at have læst mit synspunkt, så spørg dig selv: ”Er du tilfreds med, hvordan tingene fungerer nu”? Hvis du er det, skal krydses placeres ved ’JA’. Det sikrer os fortsat medlemskab af Europol og giver det danske politi mulighed for at bekæmpe grænseoverskridende kriminalitet med grænseoverskridende løsninger. Ligesom vi styrker danske virksomheders og lønmodtageres muligheder i EU. ’NEJ’-siden har ofte proklameret, at vi fortsat kan være med i Europol via en parallelaftale, men det kan man ikke garantere. Danmark har tidligere søgt om parallelaftaler og fået afslag. Usikkerheden er alt for stor, og selve behandlingen af en parallelaftale kan vare helt op til seks år. Så lang tid må det danske politi ikke undvære en af deres vigtigste allierede i kampen mod grænseoverskridende kriminalitet. Stem ’JA’ til tilvalgsordningen, så vi fortsat kan føle os trygge på Fyn.

 

Bragt i Fyens Stiftstidende d. 02.12.15 under ‘Synspunkt’