“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig. Her er London. Vi gentager: Montgomery har i dette øjeblik meddelt, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig.”
De fleste af os har hørt det lille radioklip utallige gange, og i dag på 70-årsdagen for Danmarks befrielse er budskabet lige vedkommende. Havde det ikke været for de allieredes indsats, så havde verden set markant anderledes ud, og denne kronik ville formentlig ikke have været skrevet på dansk.
Det må have været fantastisk at opleve befrielsesdagen, hvor jeg gætter på, at stemningen må have været næsten euforisk, da mørklægningsgardiner blev brændt på gader og stræder, og der blev stillet stearinlys i vinduerne. Efter fem år med mørke, angst og forbud var friheden endelig vendt tilbage til Danmark. Hver gang jeg hører den lille sekvens, fyldes jeg med umådelig glæde, men også stor tung sorg.
De seneste to år har jeg bevæget mig i krigens fodspor og besøgt D-dagens strande i Normandiet, Arlingtonkirkegården i Washington, Berlinmuren, KZ-lejren Dachau og Sankt Jørgens Kirke på Tåsinge, hvor to engelske flyvere, som blev skudt i 1944, ligger begravet. Alle besøg har på hver deres måde givet stof til eftertanke om, hvad historien betyder for mig, og hvorfor det er vigtigt, at vi værner om og lærer af både historien og minderne fra 2. verdenskrig.
Jeg er vokset op i den lille fiskerby Hornbæk på den sjællandske nordkyst. Her er fortællingerne om, hvordan fiskerne i oktober 1943 sejlede danske jøder til Sverige en del af den lokale selvforståelse. Her er man stolt over at have bidraget til, at næsten 2.500 jøder blev bragt i sikkerhed på den svenske kyst. Hvad fik mennesker i 1940’erne til at risikere livet for andre, kunne man spørge sig selv. Den israelske forsker Leni Yahil har givet svaret på, hvad det er, der ligger dybt i danskernes dna, når han skriver:
“Det danske folks særlige karakter med dets moralske niveau og kærlighed til frihed og demokrati”. Måske netop med det dna i blodet – kærligheden til det danske demokrati – blev det en øjenåbner for mig, da jeg under min gymnasietid i Helsingør, noget overraskende, på gaden enkelte gange blev mødt med råb som “Gå hjem, jøde” fra byens nye indvandrere. Min far var også medlem af et politisk parti, så jeg er vokset op med en stærk tro på demokratiets styrke og må den dag i dag undres over, at mennesker, som ofte selv er flygtet fra forfølgelse og diktatur, ikke sætter pris på den danske kærlighed til frihed og demokrati.
Forrige sommer besøgte jeg Normandiet og fulgte soldaternes fodspor på de franske strande. Jeg tilbragte tre dage med tårerne trillende ned ad kinderne, mens jeg gik fra museum til museum og fra stand til stand. D-dag involverede mere end tre millioner soldater og er den dag i dag den største amfibieoperation i verdenshistorien.
Jeg overnattede hos en ældre fransk kvinde i et smukt gammelt hus tæt på stranden, som uden tvivl ville kunne fortælle grufulde historier om, hvordan unge engelske, amerikanske og canadiske soldater nærmest blev slagtet allerede under landgangen.
Unge mænd, som kæmpede langt fra deres hjem for at sikre freden i Europa. På den amerikanske kirkegård ligger næsten 10.000 soldater begravet under hvide kors i lige rækker. En skærende kontrast til KZ-lejren Dachau, hvor ovnene, som brændte jødernes lig, giver uhyggelige billeder på nethinden.
Da jeg i sommer stod ved indgangen til Dachau og læste skiltet “Arbeit Macht Frei”, fløj min tanker tilbage til KZ-lejren Theresienstadt, som jeg besøgte for mange år siden. Et trist deja-vu ved tanken om, at 500 danske jøder under krigen led i Tjekkiet. Men også en påmindelse om den grufulde systematik, som lå bag de nazistiske lejre.
Min farfars bror tog del i den danske modstandsbevægelse. Han var en af de unge mænd, som kæmpede for at fordrive besættelsesmagten. Jeg tænker ofte på, om jeg mon ville gøre det samme for mit land. Svaret er et utvetydigt “ja”. Som politiker er det altid en svær beslutning at sende danske soldater i krig langt fra Danmark i demokratiets og frihedens navn.
Fortællingerne fra 2. verdenskrig og min families historie har givet mig et perspektiv på verden, hvor det at kæmpe for de danske demokratiske værdier spiller en afgørende rolle. Jeg har flere gange deltaget i fejringen af de danske udsendte, og hver gang slår det mig, hvor dybt taknemmelige vi bør være for, at der også i dag er danske soldater, som stiller op for os alle.
Hvor ville vi være, hvis der ikke både nu og dengang var modige mænd og kvinder, som sikrer de danske værdier med alt, hvad det indebærer?
I dag er det 70 år siden, at tyskerne kapitulerede, og mange spørger sig selv, om vi stadigvæk skal markere afslutningen på 2. verdenskrig. Det skal vi. Sporene fra 2. verdenskrig trækker tråde til den måde, vi oplever hinanden på. Med historien i tankerne forstår vi, hvad det er for et Europa, vi møder, når vi bevæger os syd for grænsen. Historiens betydning blev soleklar for mig en sommerdag i juli. Min 16-årige datter var på sprogskole i Leipzig. Hun undrede sig over, hvorfor hendes tyske værtsfamilie ikke talte engelsk.
Fra livet i Danmark er hun jo vant til, at vi alle taler engelsk, ja – selv hendes bedsteforældre taler flot engelsk. Først da vi sammen rundede historien og fik kronologien om 2. verdenskrig på plads, muren i Berlin og den efterfølgende østtyske isolation, forstod hun krigens vidtrækkende konsekvenser for familien og udbrød spontant: “Ahh, NU forstår jeg, hvorfor familien aldrig har været ude og rejse, og hvorfor de taler russisk”. Eksemplet er måske banalt, men viser, at nutidens unge skal kunne finde nutidige svar i historien på, hvorfor verden kan synes markant anderledes blot få hundrede kilometer herfra.
Næste gang jeg på Christiansborgs gange går forbi Grundloven af 5. juni 1953, vil jeg huske at glæde mig over, at midt i alt mørket satte afslutningen på 2. verdenskrig fart på den grundlovsændring, som gav Danmark mulighed for at tilslutte sig NATO.
Det har været afgørende for, at vi ikke siden har set ligeså ødelæggende krigshandlinger i Europa. Lad os sammen ønske hinanden glædelig 5. maj og huske på, at det er historien, der har formet os, og at det er historien, som vil forme de kommende generationer. Lad os sammen værne om både minder og historie.