Onsdag 17. maj er det International dag mod homofobi og transfobi. Det er næsten ikke til at forstå, at der hver dag er mennesker, der udsættes for diskrimination, hetz eller vold, blot fordi de elsker en af samme køn, føler sig fanget i en » forkert « krop eller går anderledes klædt end flertallet.

Tolerance og frihed til at være den, man er, er værdier, vi værner om i Danmark. Netop derfor er det også afgørende, at vi i Danmark går forrest.

Danmark har netop, som det første land i verden, fjernet transkønnede fra WHO’s liste over psykiske sygdomme.

For det er ikke en psykisk sygdom at være transkønnet, og vi er i Venstre stolte over, at vi har taget et vigtigt opgør med en træls fordom. Men vi er ikke i mål endnu. Vi skal fortsat kæmpe for, at homoseksuelle og transkønnede bliver mødt på samme måde som heteroseksuelle og har de samme grundlæggende rettigheder som alle andre. Vi skal fortsat kæmpe for at udbrede viden og gøre op med fordomme.

Jeg bliver umådelig trist, når jeg tænker på, at mænd i Iran, med henvisning til Sharia, kan straffes med døden for homoseksualitet. Det samme gør sig gældende for Qatar og Saudi-Arabien og flere provinser i Somalia og Sudan. I Mauritanien risikerer mænd stening og kvinder fængselsstraf. Vi må og skal med dialog og oplysning forsøge at sikre grundlæggende menneskerettigheder, tolerance og fordomsfrie samfund.

For nyligt hørte jeg om » Menneskebiblioteket « . På Menneskebiblioteket kan man » låne « et andet menneske eller en gruppe mennesker, som ofte diskrimineres eller stigmatiseres. Det kan f. eks. være en kvinde med tørklæde, et menneske med en psykisk sygdom eller en stofmisbruger. Man har mulighed for at stille alle de spørgsmål, man tumler med. Det er en fin mulighed for at få gjort op med nogle af de fordomme, som desværre også trives i dagens Danmark.

Lad os bruge dagen til at skabe positiv opmærksomhed og få rykket » fordomsbarometret « ud af de røde felter.