Regeringen og ikke mindst ældreminister Thyra Frank (LA) har de seneste måneder måttet stå model til en række beskyldninger og påstande fra Socialdemokraterne. Særligt Astrid Krag har kritiseret regeringen for at ville spare i ældreplejen.

En helt absurd påstand. Kritikken af Thyra Frank er, heldigvis, blevet tilbagevist af en række fageksperter, så nu ville det være rart, hvis vi kunne diskutere substans. Det er meget lidt klædeligt for en socialdemokrat at gemme sig bag et lille figenblad og kaste grams efter en ældreminister, som har adskillelige års ” hands-on”-erfaring fra ældreplejen.

Socialdemokraternes kritik af regeringens velfærdspolitik og prioriteringer er både usaglig og useriøs.

For virkeligheden er, at kommunerne samlet set bruger flere penge på ældreområdet under denne regering end under den tidligere socialdemokratiskledede regering, som Astrid Krag jo selv var en del af som SF’s sundhedsminister. Alene sundheds-og ældreområdet har vi løftet med 3,4 milliarder kroner sidste år -også det er markant mere, end hvad den tidligere socialdemokratiskledede regering lagde op til.

LAD MIG NÆVNE ET PAR EKSEMPLER: Venstre ønsker en værdig ældrepleje.

Derfor afsatte vi i 2016 en milliard kroner ekstra -værdighedsmilliarden -som kommunerne f. eks.

kan bruge til flere varme hænder.

På sundhedsområdet ønsker vi fra Venstres side, at ældre medicinske patienter får en værdig behandling og så god en indlæggelsestid som muligt. Alt for ofte har vi hørt historier om syge ældre medicinske patienter, som ligger til offentligt skue på kolde hospitalsgange. Det er uværdigt. Vores ældre skal ligge trygt på varme patientstuer. Med en ny handlingsplan for Den Ældre Medicinske Patient har vi afsat 1,2 milliarder., og vi sætter nu målrettet ind mod overbelægning. Vi vil have patienterne væk fra gangene, og vi strækker os langt for at nå det mål.

Overbelægning var ellers et problem, som Astrid Krag og hendes nuværende (og tidligere) partifæller havde lovet at gøre noget ved.

Faktisk havde S-SF lovet, at det skulle være slut med patienter på gangene op til valget i 2011. Det løfte blev heller ikke indfriet, og S-SFR-regeringen endte med ” kun” at afsætte 200 millioner til en handlingsplan for den ældre medicinske patient -dvs. en sjettedel af, hvad Venstre siden har prioriteret.

Med finansloven for 2017 har vi tilført ældreområdet to milliarder ekstra. Penge som bl. a. skal bruges til køkkener på de danske plejehjem, så vi får duften af frisk tilberedt mad tilbage, og de ældre får styrket appetitten.

Alt for mange ældre taber sig for meget, og jeg er sikker på, at det gode måltid og duften af nystegte rødspætter eller frikadeller kan få tænderne til at løbe i vand. Da vi for nylig havde debat i folketingssalen om vilkårene i ældreplejen, tordnede rød blok igen, igen mod borgerlig velfærdspolitik med beskydninger, ikke bare om nedskæringer, men om for få varme hænder til omsorgsfuld pleje.

HÅNDEN PÅ HJERTET, så klinger den kritik hult, når der -ifølge Enhedslistens ordfører -under Helle Thorning (S) forsvandt 14.000 offentlige arbejdspladser. Og når vi tillige kan se, at langt de fleste midler fra Værdighedsmilliarden rent faktisk bruges til -ja -varme hænder.

Så kære socialdemokrater; Lad os nu rette fokus på det, der virkelig betyder noget, nemlig at sikre en værdig ældrepleje. Det er fint at være uenige, men lad os holde argumenterne på bolden og ikke på manden.

Det fortjener dem, det hele handler om, vores ældre.

Socialdemokraternes kritik af regeringens velfærdspolitik og prioriteringer er både usaglig og useriøs.