Graviditet er ofte en lykkelig situation, hvor både mor og far glæder sig til den lille ny. Men ulykkeligvis er der fædre, som har svært ved at få anerkendt faderskabet – også selvom de gerne vil påtage sig far-rollen. Konsekvensen er, at den biologiske far lades i stikken. Med et nyt skilsmisseudspil vil vi i Venstre forbedre de biologiske fædres retsstilling, hvis de også ønsker at tage vare på barnet med de rettigheder, pligter og ansvar, der følger med. Jeg mener, at de biologiske fædre skal stilles bedre i faderskabssager, når de har et ønske om at løfte et ansvar.
Er man far til et barn – og måske endda har et DNA-bevis – skal det være muligt at få fastslået faderskabet det første år af barnets liv. Det skal en mor ikke kunne sætte en stopper for. Det er en central del af regeringens skilsmisseudspil.
Forestiller man sig, at et ægtepar med en mand og en kvinde bliver enige om, at manden skal være far til barnet, som kvinden venter sig, selvom manden ikke er biologisk far til barnet, ja så bliver han automatisk registreret som far, fordi han er gift med kvinden. En anden mand, der har haft et seksuelt forhold til kvinden, og hvor forholdet resulterer i en graviditet, han har ikke mulighed for at blive registreret som far, fordi barnet allerede har en far. Jeg mener ikke, det er en holdbar situation. Jeg mener, at børn i udgangspunktet har ret til at kende deres biologiske ophav, når der gøres krav på forældreskab.
Skal vi i fremtiden undgå, at faderskabssager vandrer fra myndighed til myndighed, skal det være muligt for Statsforvaltningen at bruge DNA-resultater, der fastslår, hvem faren er. Statsforvaltningen skal også kunne bestemme, om der skal foretages en DNA-test.
Vi har brug for et enklere system, som er nemt at navigere i for både mødre og fædre – det kommer nemlig barnet til gode.