Før valget i september 2011 garanterede S og SF, at der ikke måtte indføres ny brugerbetaling i sundhedsvæsenet. Alligevel har regeringen valgt at indføre ny brugerbetaling på tandrensninger, på høreapparater og fjernet tilskuddet til pensionisters håndkøbsmedicin.

I S-SF’s sundhedsudspil ”Tryghed om sundhed”, der blev præsenteret under valgkampen i 2011, er budskabet soleklart: ”Snigende brugerbetaling er en tikkende bombe under den fri og lige adgang til sundhed”.

Sundhedsminister Astrid Krag var kort før påske i samråd i Folketingets sundhedsudvalg om netop brugerbetalingen i sundhedsvæsenet, og regeringens holdning til spørgsmålet. Vi fik desværre ikke mange konkrete svar på vores spørgsmål, om der er andre områder inden for sundhedsvæsenet, hvor regeringen har tænkt sig at lade brugerbetalingen stige, eller hvornår regeringen har afviklet den eksisterende brugerbetaling som lovet under valgkampen.

Set i det lys er det måske ikke så mærkeligt, at Statsministeren scorer lavt på troværdigheden blandt vælgerne – man ved jo reelt ikke, hvor man har regeringen.

Af Jane Heitmann (V), Psykiatri – og Forebyggelsesordfører.