I dag er det Fuldkornsdag. Det er en årligt tilbagevendende dag, hvor vi bliver mindet om, hvorfor fuldkorn er godt for os alle. I dag er det kun 30% af den danske befolkning, der dagligt får den anbefalede mængde fuldkorn. Tallet er stigende, men vi er langt fra i mål. Fuldkorn er godt for alle – både unge og ældre. For os i Venstre er det afgørende, at vi hver især vælger vores egen mad på et oplyst grundlag. Med mærkningsordninger som for eksempel Nøglehulsmærket eller Fuldkornsmærket gør vi det sunde valg til et let valg eller fravalg, når der skal købes ind i en ofte travl hverdag.

Jeg skal tilbringe formiddagen på Herluf Trolle Plejecenter i Odense, og det glæder jeg mig til. Jeg skal møde de ældre og personalet på plejehjemmet, som i anledning af Fuldkornsdagen har sat ekstra fokus på fuldkorn.

Det sunde måltid er afgørende for de ældres trivsel. Ældremad er et område, som jeg har skarpt fokus på. God mad er for mig et væsentligt element af en værdig alderdom. Med Værdighedsmilliarden på finansloven er der gode muligheder for kommunerne til at prioritere for eksempel det gode måltid eller flere varme hænder. Med finansloven for 2017 er der også afsat penge til, at kommunerne kan etablere køkkener på plejehjemmene og dermed give mulighed for, at den velkendte duft af ny-tilberedt mad bliver en naturlig del af hverdagen for vores ældre borgere i plejecentrene.

Jeg glæder mig meget til at få syn for sagen og opleve, hvordan Herluf Trolle Plejecenter arbejder med sund og nærende mad. Jeg håber, at Fuldkornsdagen vil inspirere endnu flere til at spise mere fuldkorn. På den måde kan vi sikre, at der på Fuldkornsdag 2018 er mere end 30 procent, der dagligt får den anbefalede mængde fuldkorn.