For nylig offentliggjorde Børne- og Undervisningsministeriet en rapport, der viser, at hver tredje elev i gymnasiet på et tidspunkt har overvejet at droppe ud. Undersøgelsen viser også, at næsten 70 procent af pigerne og knap 50 procent af drengene føler sig ‘tit’eller’meget tit’ pressede. Det er triste tal, som kalder på handling.

Man kan jo spørge sig selv, hvad der mon ligger til grund for det pres, vores unge føler, at der hviler på deres skuldre. Hånden på hjertet, så tror jeg ikke, at der er et enkelt svar. Mit bedste bud er et udpræget fokus på karakterer, 12-tals-pigerne kender vi jo alle sammen, og på altid at skulle vise sig fra sin bedste side på de sociale medier.

Jeg er mor til tre børn, som er vokset op i en tid, hvor sociale medier fylder rigtig meget. Jeg har gennem årene mødt mange søde unge drenge og piger med sunde alsidige interesser. Men det er også helt tydeligt, at de unge engang imellem glemmer, at livet leves blandt rigtige mennesker og ens succes ikke er lig med antal likes på et Facebook-opslag, og selvværd ikke er noget, man kan downloade fra cyberspace.

For os forældre, der er rundet af andre traditioner og kulturer end de digitale, kan det være svært helt at forstå, hvad der er på spil, når de unge uploader et foto fra stranden, fra café-brunchen eller fra nattelivet. Der ligger en stor og vigtig opgave foran os alle med at få fortalt, lært og ikke mindst vist de unge, at livet ikke altid er et glansbillede. At livet byder på både op og nedture – og turen ned og vejen tilbage – er en del af livets cyklus, som bidrager til, at vi hver især bliver mere robuste eller livsduelige. Selvfølgelig har vi politikere også et ansvar for at sikre de unge de bedste rammer, når potentialet skal udfoldes og den enkelte blomstre. Jeg så gerne, at vi fik justeret skolernes karaktersystem, så fokus flyttes til andet og mere end blot et tal. Ligesom jeg gerne så, at vi blev endnu bedre til at give de små tegn på mistrivsel større opmærksomhed og reagerede hurtigere.

Vi har allerede sikret økonomi til en styrket tidlig indsats gennem PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning) i kommunerne. Men det er et langt sejt træk at ændre på vores vaner og opmærksomhedspunkter. Om kort tid fremlægger regeringen sit forslag til en ny finanslov. Jeg håber, at der her vil være et markant økonomisk fokus på vores unge, så vi kan sikre det løft af indsatsen, der er nødvendigt. Vi er på vej, men langt fra i mål.