“Vi løfter i fællesskab” – sådan hedder regeringens netop fremlagte nationale psykiatrihandlingsplan. Og der er i den grad brug for, at vi gentænker psykiatrien. Udfordringerne er nemlig til at tage og føle på:.
Situationen er den, at i årene 2010-2017 er antallet af patienter i voksenpsykiatrien steget med 28 procent, mens stigningen i børne- og ungepsykiatrien er på 53 procent. Samtidig er vi i en situation, hvor de fem procent sværeste står for anvendelsen af knap halvdelen af midlerne i psykiatrien. Det er sammen med alt for mange genindlæggelser og alt for mange unge, der giver udtryk for at mistrives, nogle af de største udfordringer, vi står med.

Udover de mange patienter, som udfordrer, ja- så mangler psykiatrien ressourcer både i forhold til økonomi og personale. Lad det være sagt med det samme: skal vi løfte psykiatrien ud af “lillebror – rollen” og sikre en mere moderne psykiatri, så koster det. Med planen følger 2,1 milliarder kroner, og det er “nye penge”. Det er et markant og substantielt løft. Med i alt 43 initiativer fra gratis psykologhjælp til de 14-17 årige, bedre inddragelse af de pårørende til bedre samarbejde mellem politi og sundhedssektor, sætter vi nu en ny retning for en mere moderne psykiatri.

Vi står i en særlig situation. Flere og flere unge mistrives midt i en tid, hvor man skulle synes, at vores unge har de bedste muligheder og vilkår for at leve det liv, de ønsker sig. Måske vi har været for ambitiøse på de unges vegne eller måske haft forventninger, der er svære at indfri. Det er svært at sige. Jeg er mor til tre børn, og jeg bliver både trist og bekymret, når jeg igen og igen hører om unge mennesker, der har svært ved at få greb om livet. Især stress, angst, depression og spiseforstyrrelser plager vores unge. Nu sætter vi ind med tidlige indsatser, så vi forhåbentlig langt tidligere kan få øje på de unge, som mistrives. Målet er at undgå, at de unge overhovedet bliver patienter i psykiatrien. I Venstre har vi en ambition om, at vi med et styrket samarbejde på tværs af sundheds-, uddannelses- og socialområdet kan løfte indsatsen, så for eksempel den pædagogisk psykologiske rådgivning (PPR) og de mange frivillige aktører får bedre muligheder for at hjælpe de unge og iværksætte den rigtige indsats tidligt.

Det er tydeligt for enhver, at der mangler sengepladser i psykiatrien. To af årsagerne er, at der dels ligger færdigbehandlede patienter på de psykiatriske afdelinger, som for eksempel venter på det rigtige kommunale tilbud og dels, at der er pres på afdelingerne på grund af mange retspsykiatriske patienter. Begge dele har vi et stort ønske om at tage hånd om. For det første giver det mening at hæve færdigbehandlingstaksten, så kommunerne får et øget incitament til at tage egne færdigbehandlede borgere hjem. Det er uværdigt at være indskrevet på et sygehus, når man reelt er klar til at komme videre. Når færdigbehandlede patienter udskrives, frigives kapacitet, som for eksempel kan bruges enten til andre syge patienter eller til de mange patienter i retspsykiatrien.

På mange retspsykiatriske afdelinger er indsmuglede stoffer en stor udfordring. Det skaber utryghed blandt patienterne, men kan også direkte forstyrre den medicinske behandling. Venstre vil stramme op. Jeg ser gerne kropskannere og specialtrænede hunde på udearealer som en ny indsats for at holde afdelingerne stoffrie. Men lad mig sige det helt tydeligt: Fremtidens psykiatriske afdelinger skal ikke være fængsler. Men behandlingen skal være i fokus, så patienterne kan føle sig trygge og koncentrere sig om deres bedring. Ulovlige stoffer hører ikke hjemme på landets psykiatriske afdelinger.

Med seks nye pejlemærker, seks nye mål for psykiatrien og et substantielt løft, lægger vi nu fra land og sætter kursen mod en mere tidssvarende psykiatri, hvor også forskning, innovation og socialpsykiatriske indsatser bliver prioriterede indsatser. Med nye standarder for udskrivningsaftaler og koordinationsplaner skal pårørende inddrages langt mere, og kommunerne blive bedre til at møde de borgere, som både er ramt af både psykiske og sociale udfordringer.

Vejen fra en psykiatri i en overset “lillebror rolle” til en psykiatri, der blomstrer som den bedste udgave af sig selv, er ikke let. Men vi er godt på vej, hvis vi løfter i fællesskab.