Det er historisk, at en rød regering, uden at blinke, øger brugerbetalingen i sundhedsvæsenet. Med aftalen om kriminalforsorgen trækker regeringen tæppet væk under de tusindvis af danskere som regelmæssigt har brug for tandrensning og tager ansvar for deres egen tandsundhed. 180 mio. kroner kanaliseres fra den forebyggende tandbehandling til mere rum i fængslerne.  Socialdemokraterne og SF gik til valg på løfter om: ”stop for brugerbetalingen i sundhedsvæsenet”, ”sundhedstjek for alle 40-60-årige”, og ”psykiatrien på finansloven”. Ingen af løfterne er indfriet, tværtimod øges brugerbetalingen på sundhedsområdet altså med næste års finanslov. Sundhedsministeren har for nylig meddelt, at der ikke er evidens for, at sundhedstjek styrker folkesundheden. Og, ja, så er det – selv i SF optik – omsonst at trække danskerne til lægen. Konklusionen er dog belejlig i lyset af, at der – uanset det hensigtsmæssige heri – ikke er råd til hverken sundhedstjekkene eller hovedparten af mange andre løfter, som S og SF gik til valg på. Tilbage står spørgsmålet, om regeringen skaber mere eller mindre lighed i sundhedsvæsenet, når behandlingsgarantien fra næste år forringes, så flere patienter vil komme til at stå på venteliste og kun de, som har råd til en privat sundhedsforsikring, kan være sikre på hurtig behandling på de private sygehuse. I Venstre bekæmper vi ventelister, for vi ved, at ingen bliver raske af at stå på ventelister, ligesom vi sikrer, at ALLE har lige adgang til hurtig behandling  – rig som fattig.

Af Jane Heitmann (V) Psykiatri- og forebyggelsesordfører.