Regeringen nedlagde ved årsskiftet den succesfulde BoligJob-ordning, og det koster fynske arbejdspladser.

Forleden havde jeg besøg af en lokal tømrermester. Jeg havde ikke talt med ham siden i sommer, hvor han netop havde ansat to svende, og glæden var stor over væksten i virksomheden. Derfor var det en noget slukøret, trist og ærgerlig tømrermester, som stod i min stue forleden og fortalte, at de to svende nu er blevet fyret. Grunden er, at regeringen har nedlagt Bolig-Job-ordningen, og de mange småopgaver, som svendene tidligere løste, havner nu ikke længere i tømrermesterens ordrebog.

Tallene taler deres tydelige sprog. I Assens har 3195 personer gjort brug af BoligJobordningen, i Odense er tallet 12.342, i Svendborg og Faaborg-Midtfyn er tallene hhv. 4930 og 4309 – for nu bare at nævne nogle få.

På landsplan har ordningen skabt 5000 nye job og 400 praktikpladser. Man må undre sig over, hvorfor regeringen ikke vil holde hånden under væksten og skabe nye private arbejdspladser, men i stedet vælger at sende en gaveregn ned over fagbevægelsen og øge fradraget for fagforeningskontingentet. Det skaber hverken vækst eller nye arbejdsplader. I stedet sender man håndværkere, elektrikere, malere og ansatte i servicebranchen ud af arbejdsmarkedet, mens udsigten til både energirenoveringer og grøn omstilling sættes på standby.

Venstre ønsker at genindføre den succesfulde Bolig-Job-ordning og skabe vækst og arbejdspladser i Danmark og på Fyn – både nu og efter et valg.