Om kort tid går danskerne til stemmeurnerne. Nogle har bestemt sig, andre er i tvivl. Det forstår jeg godt, for billedet af hvad Danmark kan – og ikke kan – er mudret.
Forleden kunne vi f.eks. læse i avisen, at Enhedslisten, med Pernille Skipper i front, anbefaler et ”Nej”, til tilvalgsordningen og i stedet peger på en parallelaftale, så Danmark af den vej fortsat kan være en del af Europol samarbejdet. Jeg er enig så langt, at Danmark skal bevare en tæt tilknytning til Europol. Men Pernille Skipper går ”helt galt i byen”, for der er ingen garanti for, at Danmark kan få en parallel-aftale.
Med andre ord gambler Enhedslisten med den danske sikkerhed, når man får det til at lyde legende let – ja, næsten som om en parallel-aftale er en selvfølge. Det er det ikke.
Sandheden er, at Danmark seks gange tidligere har søgt om parallel-aftaler. Kun fire gange har vi fået aftaler, og det har taget 4-6 år.
En eventuel parallel-aftale vil have lange udsiger. I den tid vil kriminelle bander, pædofile eller menneskehandlere, som agerer i grænseoverskridende miljøer både i og uden for Danmarks grænser, have friere spil.

Skeler vi til Norge, som Enhedslisten fremhæver som det ”gode” eksempel, ja– så er virkeligheden, at Norge er begrænset i brugen af Europols redskaber, bl.a. fordi Norge må lave bilaterale anmodninger, som kan tage flere dage.
Det kan vi ikke leve med. Kriminalitet er grænseoverskridende og skal bekæmpes med grænseoverskridende samarbejde, 24-7-365. Kriminelle holder ikke fri og skal vi skabe et tryggere Danmark, skal der være fri adgang til Europols databaser.
Fornylig fik en kvinde fra Estland en dom for menneskehandel, fordi hun drev bordel i Odense. Senioranklageren påpegede efter dommen, at samarbejdet mellem dansk og estisk politi havde været afgørende for sagens udfald.
Menneskehandel er kynisk. NGO’er efterlyser, at Danmark styrker rammen for indsatsen mod menneskehandel. Det gør vi ikke ved at gamble med vores tilknytning til Europol og muligheden for en fast plads i EU-samarbejdet og reel indflydelse på indsatsen mod menneskehandel.

For nogle år siden besøgte jeg Rumænien sammen med bl.a. Johanne Schmidt Nielsen. Det var en grænseoverskridende oplevelse at møde vordende mødre, som levede med angsten for at miste deres døtre til rå menneskehandlere, og NGO’er, som tog sig af ulykkelige piger, der efter rædselsfulde oplevelser vendte hjem til Rumænien. Angste, forpinte og uden livsmod efter at have været i kløerne på brutale menneskehandlere.
Det undrer mig, at disse ulykkelige skæbner tilsyneladende ikke har gjort større indtryk på kvinderne i Enhedslisten.

 

Bragt i Fyens Stiftstidende 23.11.15