For andet år i træk er Region SydDanmark den mest produktive region, viser netop offentliggjorte tal fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse. Det er helt nødvendigt, at vi samlet set får den offentlige sektor til at ”køre lidt længere på literen” og derfor er det glædeligt, at OUH med en produktivitetsvækst på hele 10,9 procent fra 2010-2011 er med helt fremme.

Nogle kunne fristes til at mene, at en høj produktivitet udgør en fare for patientsikkerheden og kvaliteten af den behandling, som sygehusene leverer. De to ting hænger heldigvis ikke nødvendigvis sammen. En af forudsætningerne for at have en høj produktivitet på et sygehus er, at arbejdet er veltilrettelagt på afdelingerne.

I forhold til samfundsøkonomien er større produktivitet selvfølgelig også positivt, fordi vi for de samme penge behandler flere. I disse år er der et stort udgiftspres på sundhedssektoren bl.a. fordi der hele tiden udvikles nye, bedre og til dels dyrere behandlingsmetoder, sammenholdt med at vi lever længere. Derfor er der særlig brug for, at produktiviteten stiger og vi forstår at optimere begavet, så vi hele tiden får mest muligt for pengene – og styrker den velfærd som vi danskere værner om.

Af Jane Heitmann, Venstres Psykiatri- og Forebyggelsesordfører