Svar til: Carsten Hansen (S), Julie Skovsby (S) og Trine Bramsen (S) i FS og FAA den 25. marts 2015 under overskrifterne : “Skal vi betale hos lægen, Venstre”, ” For sjældent og for sent”, ” Borgerlige meldinger bekymrer”: Det må være valgperiodens største selvmål, at Socialdemokraternes landdistriktsminister Carsten Hansen retorisk i avisen under overskriften spørger: ” Skal vi betale hos lægen, Venstre?”, samme dag som hans egen partifælle regionsrådsformand, Sophie Hæstorp Andersen, i Jyllands Posten åbner op for mere brugerbetaling på de danske hospitaler.

Jeg tillader mig her at citere fra Jyllands Postens artikel: ” Vi kan ikke blive ved med at presse systemet og finde penge ved at spare på lønkronerne. Derfor må vi seriøst overveje mere egenbetaling både fra patienter og pårørende”.

Det bliver jo næsten komisk, når vi selv samme dag yderligere kan læse debatindlæg fra partifællerne Julie Skovsby og Trine Bramsen, der synger samme sang som Carsten Hansen og tilsyneladende kører endnu en desperat socialdemokratisk skræmmekampagne i stilling.

For god ordens skyld, kan jeg berolige avisens læsere med, at Venstre ikke har noget forslag om betaling ved lægebesøg! I Venstre mener vi, at der i dag er nok brugerbetaling i sundhedsvæsenet.

Venstre vil ikke gøre det dyrere at være dansker. Det mener vi nu – og efter valget.

Men det ville da klæde Socialdemokraterne her kort før valget at fortælle danskerne, hvor, hvornår og hvor meget Socialdemokraterne vil hæve brugerbetalingen i sundhedsvæsenet udover de stigninger, vi har allerede fået i denne valgperiode. Personligt synes jeg, at det er trist, at vi skal have dankortet med på hospitalet – men jeg er jo heller ikke Socialdemokrat.