Regeringen har med finanslovsudspillet valgt ikke at tilgodese Danmarks 3. største erhverv: turisterhvervet. Det er en katastrofe for bl.a. de fynske campingpladser.

Over mange fynske campingpladser hænger der en stor sort økonomisk sky og truer med et uvejr så voldsomt, at campingpladserne inden længe kan risikere skylle ud over de fynske kystlinjer og forsvinde fra overfladen. Årsagen til den akutte krise er, at antallet af overnatninger er faldet dramatisk i år. Faktisk er faldet så markant på landsplan, at branchen regner med at 2012 bliver det dårligste år i 20 år. Det trækker bundlinjerne i den forkerte retning og situationen er så dramatisk, at flere campingpladser er bekymrede for at gå konkurs.

Situationen forstærkes af, at mange campister er utrygge ved at bruge penge – for tænk nu hvis campingpladsen går konkurs og et indskud mistes. Det er fuldt forståeligt, at ”markedet reagerer nervøst” – men det skaber en særdeles uholdbar situation for campingpladserne når usikkerhed skaber mere usikkerhed.

Byens campingplads er ofte omdrejningspunktet for omsætningen hos den lille købmand, de små håndværkere, svømmehallen, byens restauranter osv. Derfor rækker konsekvenserne af campingpladsernes situation langt videre end ”bare” til ejeren af campingpladsen. Fynsk turisme rummer væsentlige vækstpotentialer, men det kræver at vi også fra politisk hold tør satse helhjertet for at styrke turisterhvervet med investeringer. Venstres mål er, at styrke et konkurrencedygtigt Danmark, hvor det ikke må blive dyrere at være dansker. Derfor har Venstre afsat 50 mio. til afløftning af moms eller lempelser af energiafgifter, så turistbranchen kan styrke konkurrencekraften i forhold til f.eks. Tyskland og Sverige. Fyn og Danmark brug for en aktiv vækst- og erhvervspolitik, der virker.

Af:  MF Jane Heitmann (V), Medlem af Kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn Kommune og tidl. bestyrelsesmedlem i Faaborg-Midtfyn Turistforening.