I dag går Dannebrog til tops for tiende år i træk i taknemmelighed.

Vi siger tak til de soldater, der er udsendt til fjerne egne af verden, og tak til de soldater, som allerede har bidraget med en vigtig indsats. Når vi hejser flaget, anerkender vi det vigtige arbejde, som modige danskere har påtaget sig, når de har forladt de trygge rammer i Danmark for at tage ud i verden og beskytte vores danske værdier. I dag er det 70 år siden, at Danmark påbegyndte internationale missioner, og siden da har mere end 60.000 danske mænd og kvinder bidraget til vigtige indsatser – fra Grønland til Mellemøsten og Afrika.

Jeg ser frem til, at jeg også i år på Assens Havn, når flaget går til tops, får chancen for at udtrykke min taknemlighed for de danskes indsats, både veteraner og dem, som i dag er udsendt. Tusinde tak for indsatsen. Selvom vores udsendtes arbejde foregår langt væk hjemmefra, må vi aldrig glemme, hvor vigtigt indsatsen – for nogle med livet som indsats -er for vores danske samfund.

Herhjemme skal vi også stå fast på vores danske værdier, særligt når parallelsamfund i de store ghettoer slår huller i Danmarkskortet og presser vores demokrati. Der er mange grunde til, at vi desværre har parallelsamfund i Danmark. Triste fortællinger og kendsgerninger som bl. a. er et resultat af store flygtningestrømme afledt af konflikter i verdens brændpunkter eller blot et ønske om at komme tættere på den del af familien, som allerede er bosat i Danmark. Hvis vi i fremtiden skal blive bedre til at passe på os selv og skærme de danske værdier, som f. eks. ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og religionsfrihed, så er det afgørende, at vi fortsætter det vigtige arbejde, som det er at forebygge krig, konflikt og menneskelige tragedier lokalt i verdens katastrofeområder. Det fredsstøttende og fredsskabende arbejde, som udsendte danskere siden 1948 har bidraget med, gør en forskel – både lokalt og for os hjemme i Danmark.

Af hjertet tak.