Jeg blev alvorligt bekymret, da jeg den anden dag kunne læse, at nye tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at det kun er 36 % af kvinder med ny-diagnosticeret brystkræft, der bliver behandlet indenfor de 27 dage, de har krav på. Hurtig behandling kan betyde forskellen på liv og død.

Og ærlig talt så blev jeg forarget, da jeg også kunne læse, at i Region Hovedstaden er andelen af gennemførte forløb faldet fra 80 % i 3. kvartal til 76 % i 4. kvartal 2018. Og i Region Midtjylland er andelen af gennemførte forløb faldet fra 81 % i 3. kvartal til 78 % til 4. kvartal. Det kræver en forklaring fra regionerne, for ingen kræftpatienter kan være tjent med at blive skubbet ud på sidelinjen.

Den form for ulighed, hvor det tilsyneladende er postnummeret, der afgør, hvilket behandlingstilbud man får, er fuldstændigt uacceptabel. Det kan ikke være rigtigt, at det er din bopæl, der skal afgøre, hvor hurtigt du kan få behandling for en livstruende sygdom.

De triste tal og regionernes tilsidesættelse af patientrettigheder kræver handling.

Regeringen har fremlagt et forslag til en sundhedsreform, som lægger op til at skærpe patientrettighederne og samtidig sikre, at retten til hurtig behandling fremover bliver overholdt i hele landet.

Der er ikke noget nyt i, at vi i Venstre prioriterer kræftbehandling og har fokus på, at sikre bedre overlevelse. Vi har ad flere omgange løftet kræftområdet markant. Senest med en ny Kræftplan IV, “Patienternes Kræftplan”. Den betyder helt konkret, at vi samlet set løfter området med 2,2 milliarder kroner frem mod 2020.

Det er penge, som kommer alle kræftramte til gode over hele landet. Med patientansvarlige læger får kræftpatienter nu tilbud om, at en koordinerende læge følger patienten gennem hele forløbet – og holder styr på aftaler og de mange spørgsmål, som naturligt rejser sig gennem et behandlingsforløb. Det giver tryghed for både patient og pårørende, at en kontaktperson holder “snor” i behandlingsforløbet midt i en turbulent tid.

Venstre ønsker et sundhedsvæsen, hvor alle har lige adgang til behandling. Vi har brug for et sundhedsvæsen, som i langt højere grad er nært og har bedre sammenhæng. Med sundhedsreformen gør vi op med postnummer-lotteriet og sikrer samme tilbud, uanset om man bor i Hjørring, Haarby eller Helsingør. Det har danske patienter fortjent.