Psykiatri

 

Venstre gik til valg på en ny 10-års plan for psykiatrien. Og det ønske står vi ved. Psykiatrien har i alt for mange år haft en ”lillebror-rolle”. Tiden må være kommet til, at det løft af psykiatrien, som VLAK-regeringen prioriterede under sidste valgperiode, fortsættes.

Den største folkesygdom i Danmark er psykisk sygdom. Hver tredje dansker vil i løbet af livet opleve at få en psykiatrisk diagnose. Det udfordrer ikke bare den enkelte og familien, men også samfundet.

Flere og flere lider af en psykisk sygdom eller oplever en psykisk sårbarhed og det udfordrer vores sundhedsvæsen. Med markante stigninger i antal behandlingskrævende diagnoser som f.eks. stress, angst, depression er kapaciteten i behandlingspsykiatrien udfordret. Særligt i forhold til meget alvorlige psykiatriske diagnoser som f.eks. skizofreni er nutidens udfordringer kendetegnet ved en negativt ned-ad-gående spiral.

Overbelægning på de psykiatriske afdelinger, uopdagede livsstilssygdomme, forkert eller manglende medicinering og bivirkninger fra medicin er blot et par af de udfordringer, som alvorligt syge psykiatriske patienter mødes med eller slås med. Konsekvensen er, at alvorligt syge psykiatriske patienter i gennemsnit lever ca. 20 år kortere end den øvrige befolkning. Det er i sig selv en enorm ulighedsfaktor. For at vende den negative udvikling er det nødvendigt at bremse tilgangen af borgere, som får en psykiatrisk diagnose. Borgere, som er i det psykiatriske system, skal have en bedre behandling, så de ikke får et tilbagefald men kommer helt ud på den anden side. De borgere, som for altid vil skulle have hjælp, skal have så god en hjælp, at de bliver i stand til selv at mestre deres liv.

Konsekvenserne ved at lade stå til er vidtrækkende. Det er kun 20 procent af personer med psykiske lidelser, der er i beskæftigelse. Det er også kun 57 procent af 25-årige med en psykisk sygdom, der har gennemført en ungdomsuddannelse, hvor det er 80 procent blandt de resterende 25-årige. Derudover er dødeligheden højere for mennesker med psykiske lidelser. Den forventede levetid blandt kvinder med psykiske lidelser er 17,1 år kortere end den øvrige befolkning. Den er 21,9 år kortere for mænd med psykiske lidelser. Det er enorm social uretfærdighed, som kalder på handling, NU!

 

Flere børn og unge skal trives

Corona har på mange måder været et forstørrelsesglas på psykiatriens og mange unges udfordringer.

Før corona var mistrivsel, stress, angst, depression og selvskade blandt børn og unge udbredt. Under corona-nedlukningen er mange disse udfordringer nærmest kommet ud af kontrol. Det udfordrer ikke bare vores børn og unge, men også familierne bliver voldsomt udfordrede, når et barn i familien bliver syg med en psykisk lidelse eller viser tegn på en psykisk sårbarhed.

Vi må og skal hjælpe både børnene, de unge og deres familier. Der er brug for et langt mere ”finmasket” net, som sikrer, at vi får øje på børnene og de unge, når de første tegn på mistrivsel viser sig. Vi skal sikre, at psykisk sårbarhed ikke sætter sig til en psykisk diagnose. Det kan vi kun gøre ved at handle hurtigt og sætte ind med den rigtige indsats.

I kommunernes PPR (psykologisk, pædagogisk rådgivning) er der i dag gode muligheder for at tilbyde vores unge og deres forældre en indsats tæt på. De muligheder kunne vi med fordel styrke, så kommunernes indsats bliver mere ensartet og af samme høje kvalitet. Det er en kæmpe uretfærdighed, at der er store geografiske forskelle på de tilbud de unge og deres familier får. Det bør ikke være et postnummerlotteri. Vi taler om vores børn og unge – de har ærlig talt fortjent bedre. Vi skal have opgraderet vores PPR, så vi får en ensartet og høj kvalitet over hele landet med én indgang i hver kommune.

Jeg så gerne, at f.eks. psykologer fik en mere fast tilknytning til skolerne. Det ville give mulighed for hurtigt, at kunne spotte de unge, som er på vej ind i en negativ ned-ad-gående spiral og oplever at hverdagen udfordres pga. mistrivsel. En mere fast tilknytning af psykologer i grundskolerne ville også give lærerne en mere smidig adgang til sparring omkring de udfordringer, som læreren oplever ifht. klassen eller enkelte elever.

Styrket indsats for pårørende

Bag langt de fleste psykisk syge og sårbare står en eller flere pårørende. De er klemte og slidte. Mest fordi det kræver et enormt personligt overskud, at være der for et menneske med en psykisk lidelse.

De pårørende er dem, som ofte sørger for indkøb, at regningerne bliver betalt, kontakten til kommunen og meget mere. Kort sagt, at hverdagen hænger sammen. Men det slider, for man har jo som pårørende også sit eget liv, job, familie og sociale kontakter at passe.

Når en person rammes af psykisk sygdom, så er det ikke kun den enkelte person som rammes. Det gør de pårørende også. Vi ved fra mange pårørende, at det er en kæmpe hjælp at blive en del af en pårørende gruppe, som mødes enten online eller fysisk. Når man er pårørende, har man brug for en ventil eller et frirum, hvor man ikke altid skal forklare eller forsvare.

Jeg arbejder for, at alle pårørende automatisk tilbydes, at være en del af en pårørendegruppe. Ingen skal overlades til sig selv – heller ikke pårørende.

 

Mindre tvang og brug af medicin

Politisk har vi en fælles ambition om at nedbringe tvang i psykiatrien. Det har vist sig endog meget svært at nå de politiske målsætninger, desværre. Nogen steder har man haft held til at nedbringe tvang, men især brugen af den længerevarende tvang er og har været stigende. Det er helt forkert. Der er brug for fornyet fokus på, hvad der rent faktisk har virket. Jeg arbejder for, at vi får samlet viden – og handler på det.

Nogen steder i psykiatrien er medicinforbruget højt. Det kan der være mange årsager til.

Skal vi nedbringe medicinforbruget kræver det bl.a. en kulturændring. Tidligere har der været lavet forsøg med medicinfrie afsnit. Erfaringerne herfra kan vi lære af og med fordel brede ud til flere psykiatriske afdelinger.  Mange patienter har både glæde og gavn af medicin, men der er også brug for, at vi til stadighed har fokus på, at der kan være andre veje til at sikre mennesker med psykiske lidelser et godt og lidelsesfrit liv.

Færre selvmord og selvmordsforsøg

Ét selvmord er ét for meget. I Danmark er kurven for antallet af selvmord nærmest stagneret. Og virkeligheden er, at der hvert år dør flere mennesker af selvmord end i trafikken. Begge dele er trist og kalder på handling.

Særligt midaldrende og ældre mænd har relativt høje selvmordsrater. Det bekymrer mig, at vi ikke har bedre blik for faresignalerne. Ensomhed og arbejdsløshed kan være en udløsende faktor, men også psykiske lidelser eller sårbarheder.

Mange selvmordsforsøg sker i umiddelbar forlængelse af udskrivning fra en psykiatrisk afdeling. Og har bør vi kunne meget bedre ind med en klar, tydelig og fokuseret forebyggende indsats.

Man er særlig sårbar efter at have været indlagt på en psykiatrisk afdeling og det kan være næsten uoverskueligt, selv at opsøge hjælp.

Vi må og skal styrke den ambulante indsats.

Jeg så gerne, at alle nyudskrevne umiddelbart efter udskrivning blev kontaktet af en ”trivelsmentor”, som kan hjælpe en tilbage til hverdagen.

En trivselsmentor har til opgave at tage kontakt til patienten senest to dage efter udskrivning fra en psykiatrisk afdeling. Men en trivselsmentor skal også være i dialog med de pårørende, hvis det ønskes. At være pårørende er ikke en ”opgave man kan stemple ud fra”. Pårørende er ofte på 24-7. Derfor skal indsatsen være støttende i flere lag.